Terapi kræver mod!

Forleden gik jeg fra min konsultation med en stor følelse i kroppen. Jeg mærkede en meget stor respekt for mine klienters mod. I virkeligheden er det jo vanvittig modigt at sætte sig ned overfor et menneske, man ikke har mødt før og åbne for posen. Fortælle om noget af alt det, der er svært. Det som smerter en, det som gør, at man er et menneske, som lider. Det er modigt – og det er vel også det som skræmmer nogen mennesker og gør, at nogle har en modstand mod terapi. Ikke at de ikke er modige mennesker, men at den terapeutiske samtale indeholder noget, som virker skræmmende. Og det er fuldt forståeligt.

Det er da skræmmende og på sin vis naturstridigt at fortælle om sine kvaler og lidelser til et menneske, man ikke kender. Og her er noget af svaret hvorfor:

En samtale bygger i sin natur på gensidighed og symmetri. To mennesker i en ganske almindelig samtale er to mennesker, som kender hinanden eller ihvertfald gerne vil lære hinanden at kende og derfor deler af sine mere eller mindre private tanker og følelser. Man kan sige, at de vælger at udlevere sig selv i et gensidigt forhold, hvor begge giver og tager. De lytter, spørger ind, tager tur til at fortælle og spørge. Dette er et forhold, som motiverer til åbenhed, tillid og måske kærlighed. Hvis der ikke er denne gensidighed og symmetri i forholdet, så kan det i stedet for motivere til mistillid, tillukkethed og måske had.  Det åbne tillidsfulde forhold bygger altså på gensidighed og symmetri, mens det lukkede mistillidsfulde forhold bygger på ensidighed og asymmetri.

Lad mig så stille spørgsmålet: Hvordan er forholdet mellem klient og terapeut? Det er kun den ene part, der taler og som udleverer sig selv. Og omvendt er det primært den anden part, der spørger og lytter. Er det så et gensidigt symmetrisk forhold. NEJ, er svaret. Et klient-terapeut forhold er lige præcis ensidigt og asymmetrisk! Og alligevel skal det have en høj grad af åbenhed og tillid fra klient til terapeut. Der er ikke noget at sige til, at det kræver sit mod at sætte sig ned i den hvide lænestol og tro på, at terapeuten magter det.

Og det er lige præcis det, det handler om. Magt. Det terapeutiske forhold er altså i sin natur skævt, ulige, asymmetrisk. Og det stiller krav til terapeuten, for det er meget nemt at komme til at misbruge den magt. Det kan være en tone, en formulering, en kropsholdning, som gør at mistilliden og lukketheden træder i kraft. For den er der jo som grundvilkår. Forholdet er ensidigt og asymmetrisk og derfor vil det på ingen tid kunne anspore til mistillid og lukkethed. Det er den terapeutiske samtales paradoks. På den ene side er det ensidigt og asymmetrisk og på den anden side skal det alligevel kunne inspirere til åbenhed og tillid. Hvordan kan det lade sig gøre?

Det kan fordi det menneskelige møde i terapirummet godt kan være symmetrisk. Forholdet er asymmetrisk men mødet er symmetrisk. Selvom det kun er den ene part der taler, kan den terapeut, som magter paradokset godt møde sin klient symmetrisk – åbent og tillidvækkende. Det kan vi, fordi vi hele tiden er opmærksomme på, at det vi skal er at lytte og at gøre alt vi overhovedet kan for at forstå klienten, der hvor hun er. Vi skal hele tiden forholde os åbent til det klienten siger. Der er masser af plads til udfordringer men tilliden og åbenheden er det vigtige.

Sagen er, at det ved man som klient ikke, før man sætter sig ned i stolen. Man udleverer sig i yderste potens. Derfor er det en handling som kræver mod – så når du vælger at gå i terapi, er det fordi du handler som et modigt menneske.

Disse tanker er inspireret af bogen ”Psykoterapi og erkendelse” af Jette Fog og Lars Hem.

---

MOR! Er du en burde-mor?

Træt af at bitche og brokke? Hun forstår ingenting. Snakker altid om sig selv. Blander sig i alting. Fortæller mig altid hvad jeg skal gøre. Mine MOR kurser har ind til videre haft fokus på voksne kvinders forhold til deres egen mor. Og det er interessant at arbejde med. Men interessen viser sig at være endnu større for en anden MOR-rolle – nemlig en selv som mor. Og det lyder lidt anderledes. Hold nu op. Hør så efter. Jeg er træt af at sige det samme.

Vil du gerne have et bedre forhold? Til hvem? Din mor? Dine børn? Dig selv? Måske hænger det sammen. Når vi er opvokset op med en bestemt mor-stemme i vores liv, så er det en stor udfordring ikke at tage den med videre ind i forholdet til sine egne børn. Mønstre gentager sig. Vi ved det godt og alligevel sker det helt automatisk. Vi prøver og prøver og det bliver lidt bedre, men vi falder også i. Lige ned i suppegryden, hvor følelserne koger over og blusset styrer med os og ikke omvendt.

Bagefter kommer den dårlige smag i munden. Åh nej, jeg gjorde det igen. Får dårlig samvittighed over at jeg ikke kan styre mig. Ikke kan kontrollere mine følelser, som ”den gode mor” burde. Her er kodeordet. Og det er ikke ”god”, som man kunne tro. Kodeordet er ”burde”. Jeg burde kunne rumme mine børn i al deres overvældende krævende spontane udforudsigelige adfærd. Jeg burde kunne kontrollere mine følelser. Jeg burde kunne sige det rigtige, det pædagogiske, det anerkendende. Jeg burde sætte grænser, være konsekvent og samtidig være kærlig og omsorgsfuld. HELE TIDEN. Hvorfor kan jeg ikke det?

Hvorfor kan jeg ikke være den mor jeg burde være? Der er ikke noget entydigt svar. Men mit svar vil pege på at kigge i burde-retningen. Hvad er dine forestillinger om det at være mor? Hvilke antagelser gør du dig om det du ”burde kunne” som mor? Hvornår falder du i? Hvornår skuffer du dig selv? Hvad sker der med dig som person, når det sker? Hvad tænker du om dig selv? Hvilke følelser præger det du tænker?

Hvis du får udfordret dine antagelser om dig selv som mor, kan du bedre løsne op og give plads til et mere realistisk billede af dig selv som mor. Og lur mig, om der ikke gemmer sig en masse ressourcer, som du bruger hele tiden. Ressorcerne har det med at blive klemt mellem forestillinger om det ”man bør” og antagelser om det ”man skal”. Når bør og skal får for meget plads, så er risikoen at man kun kan se sine fejl, det man gør forkert, det man burde gøre anderledes.

Når antagelser og forestillingerne kommer på bordet kan du bedre tage stilling. Ikke til det du bør, men til det du gør. Hvad er godt? Hvad fungerer? Hvad kan du bygge videre på i din relation til dine børn? Det handler om at udfordre burde-billedet af mor og se sig selv som den mor, du er.

Læs mere om de nye MOR kurser.

---

"Everything we do, we do to feel good"
Leslie Greenberg

Alt hvad vi gør, gør vi for at have det godt. Nogle mennesker vokser op med en følelse af at det de gør, ikke er godt nok. Enten fordi de hele tiden har fået at vide, at det de gør, er forkert. Eller fordi de ikke rigtig har fået nogen feedback på det, de gjorde. Hvis jeg er omgivet af utydelighed, hvordan skal jeg så vide, om det jeg gør, er det rigtige?

Denne type mennesker møder jeg ofte i min praksis. Det er mennesker, som hele tiden har en stemme kørende, som fortæller dem, at andre nok har ret, når de fortæller dem, at det ikke er godt nok. Hvis jeg tvivler på det jeg gør, ender jeg med at tvivle på hvem jeg er. Det paradoksale er, at jeg tror, at jeg gør det, for at få det godt. Jeg tror, at det gavner hele tiden at stille spørgsmålstegn ved mig selv, mine intentioner. Det gavner helt klart et langt stykke hen ad vejen, men det gavner ikke mere når man kommer til at stille spørgsmål ved sin egen ret til at gøre det, man gør, tænker, siger, føler. Alle har sit eget navigationssystem, men det kan komme ud af kurs.

Det er invaliderende at gå rundt i en evig tvivl om, hvem jeg er. Jeg mister evnen til indgå i forhold, jeg mister min selvtillid, jeg mister evnen at navigere i livet. Jeg mister troen på mig selv. Mange depressioner har rødder i denne mekanisme.

Derfor er det vigtigt at tage hånd om. Ved at gå ind i det der sker, når tvivlen taler, kan man langsomt få bygget en tro på selv op. En tro som kan støtte en til i forholdet til andre, i forhold til sig selv og i forhold til livet generelt. 

Det er smertefuldt at gå ind i sin egen evne til at miste troen på sig selv. Men tro mig; i sidste ende gør vi det, for at have det godt. 

---

Livet er en forestilling.

Vi forestiller os gennem livet. Antager at vi gør det, vi gør, fordi der er en årsag til det, at den vi er sammen med er den rigtige, at vi i bund og grund lever i tryghed, at livet varer i lang tid i endnu. Men hvem ved det er sådan? Der er ingen garantier og det ved vi. Alligevel vælger vi at tro på, at verden hænger sammen, som den gør, fordi der er en grund. Men det er bare en forestilling. Vores verden kunne være helt anderledes, hvis vi havde truffet andre valg.

For mig er det vanvittigt provokende at tænke sådan. Nu troede jeg lige. Var for det meste glad for mit billede af verden. Så kommer alverdens filosoffer og siger, at hele bare er noget jeg selv vælger at tro. Provokerende. Men også vanvittig inspirerende. Jeg mærker en lille frø hoppe i maven. En ulmende spænding. Jeg kan selv vælge. Jeg behøver ikke at tænke sådan, som jeg gør. Om mit job, min partner, mit hjem, min rolle som mor, veninde, nabo. Ha. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Hurra.

Eller øv. Intet er givet. Jeg skal selv vælge alt. Frit valg på alle hylder. Det er måske heller ikke så fedt. Hvordan ved jeg, hvad der er rigtigt? Nu har jeg det som om jeg står foran en kløft af muligheder. Frit fald. Spændende er det at falde frit men også vildt angstprovokerende. Jeg ved ikke, hvad der sker. Lander jeg?

Vi lever det liv, vi gør. Spørgsmålet er, om vi tør se verden som en forestilling. Tør se, at det vi tror om livet, om os selv og om andre kun er antagelser. Hvis vi tør udforske de antagelse, kan vi også se andre måder at være på.

Hvis du bliver inspireret af denne måde at se på verden, så holder jeg kurser, hvor du kan udforske dine forestillinger og antagelser om dig selv . Openmindedness, kalder jeg det. Se mere under kurser.

---

MOR! Gode råd til et bedre forhold.

Jeg er sådan et irriterende menneske, som ofte svarer spørgsmål med et: ”Det kommer jo an på”. Som psykoterapeut giver jeg ikke svar men stiller spørgsmål, som kan sætte gang i at mine klienter og kursister finder deres egne svar.

Nu har jeg så gået og udfordret mig selv med tanken om at prøve noget nyt, så nu kaster jeg mig ud at gøre det. Her er 7 gode råd til, hvordan du får et bedre forhold til din mor eller datter:

1. Vær tydelig. Vi kvinder er enormt gode til at væve rundt med en måske-ville-det-også, altså-hvis-du-virkelig-vil-så-kan-jeg-da-godt-tilgang til vores nærmeste.
2. Det betyder, at du først og fremmest skal tage stilling til, hvad du vil. Med andre ord – træffe valg! Ikke nemt, jeg ved det, men hvis du vil være tydelig, så er du nødt til at vide, hvad du vil være tydelig med.
3. Holde fast. Når du så har truffet nogle valg, så er det om at holde fast. Ikke lade sig overtale, selv om det er fristende og hun vil blive så glad, hvis du alligevel gør det modsatte af, hvad du vil.
4. Sige nej. Også overfor din mor. Hun har overlevet at føde dig, så hun skal nok også overleve at du siger nej – også selvom hun bliver skuffet.
5. Sige ja. Hvis du så i lang tid – eller måske bare altid – har sagt nej, så prøv at sige ja ind imellem.
6. Finde eller genfinde emner og oplevelser, som I har en fælles interesse i. At være sammen om noget, som I tidligere har værdsat kan være katalysator for mange gode stunder.
7. Og når vi så er ved værdsat, så er det helt essentielt, at du formulerer dine værdier for dig selv – helt uafhængigt af hvad din mor eller datter har af værdier. Det er kernen i det at være forskellige.

Læs mere om MOR! kurser her.

Jeg tilbyder kurser, hvor vi kommer i dybden med emnet. Se mere under kurser.

---

MOR – fra irritation til afslappethed

Jeg har for nylig haft anledning til at tale med forskellige kvinder om emnet mor-datter forhold. Nå det! Stort emne! Det var kommentarerne. Et emne med indforståethed.

Der er ikke noget at sige til, at det er et stort emne. Vi har ligget trygt og godt inde i vores mødres kroppe for at blive udstødt på det groveste til en stor og overvældende verden på et tidspunkt, hvor vi slet slet ikke er i stand til at klare os selv. Ikke det bedste udgangspunkt for et forhold.

Vi har været så tæt på, som man kan komme et andet menneske og får så til opgave resten af livet at forsøge at blive adskilt fra hende. Det er da en stor udfordring. Og en lige så stor udfordring for hende at give slip på os, der har været så tæt på. Det handler lige præcis om et af de helt grundlæggende dilemmaer i livet: nærhed og adskillelse. Den første adskillelse er fra vores mor og for mange fortsætter den i rigtig mange år. Hvorfor?

Først og fremmest fordi et dilemma ikke kan løses. Det er noget man skal leve med. Det vil sige, at vi skal leve med at vi både er tæt på og adskilt fra vores mor. Spørgsmålet er hvordan vi er tæt på og hvordan vi er adskilte. At stille sig selv spørgsmålene; hvordan ønsker jeg at være tæt på min mor eller datter og hvordan ønsker jeg at være adskilt er første skridt væk fra irritation og hen i mod et mere autentisk forhold.

Jeg har en hypotese om, at jo mere vi udvikler os selv; jo mere selvindsigt vi har, jo mere afslappede og naturlige bliver vi i forhold til os selv. Og når vi er afslappede og naturlige i forhold til os selv, kan vi også bedre være det i forhold til vores nærmeste.

Jeg tilbyder kurser, hvor vi kommer i dybden med emnet. Se mere under kurser.

---

Værdiernes retning

De personlige værdier er centrale for vores liv. Det er dem, der giver vores liv retning og mening. Det er det, vi lever for. Det der giver os lyst, motivation og engagement. Men ofte har vi slet ikke formuleret for os selv, hvad det egentlig er, der giver vores liv mening. Måske summer vi rundt hist og pist uden fornemmelsen for at være på rette vej eller vi søger og søger uden at finde det, vi mangler.

At finde sine værdier kan faktisk være et redskab til at finde retning i livet. For hvis vi virkelig kender vores værdier, så er det meget tydeligere for os, hvad vi vil og ikke vil. Hvad vi skal sige ja til og hvad vi skal takke pænt nej til. Hvis vi virkelig giver os tid til at udforske os selv og vores værdier, kan vi måske finde meningen igen. Der er ikke noget hokus-pokus over det. Vi skal ikke lære nogen banebrydende teknikker som gør det nemmere at leve livet. Vi skal bare give os god tid til at komme i dybden og få formuleret hvad der er vigtigt for lige præcis mig. Ud af den udforskning vil der måske komme en indsigt, som kan hjælpe med at finde retningen – eller bare holde den.

For par kan det være en stor hjælp at udforske sine værdier sammen. Sammen får parret formuleret dels hvilke værdier de selv har og dels hvilke værdier den anden har. Det kan de bruge til at forstå hinandens forskelligheder og ligheder og de kan bruge det til at formulere hvad de ønsker at give plads til sammen i deres forhold og i familien.

---

Livets valg er på én gang lykkelige og smertelige

Når det forholder sig sådan,

at vi kun kan udleve en lille del af det vi har i os,

hvad sker der så med resten?

(Pascal Mercier, Nattog til Lissabon)

Det spørgsmål har holdt mig vågen. Ikke længe men alligevel. Jeg føler angstens greb i struben. Og dets strammen til i maven. Hvad mener han, Pascal Mercier, kun en lille del? Her har jeg gået rundt og troet at alt det jeg investerer i at udvikle mig og udleve mig, er alt det jeg har i mig. At når jeg udvikler mig, udlever jeg alt, det jeg har i mig og så fortæller han at det kun er en lille del.

Det værste er, at jeg godt ved at han har ret.

Jeg ved jo godt at der er meget mere i mig. Jeg ved godt at jeg har truffet nogle valg, gået en retning men at der er 1000 andre retninger jeg kunne have gået. Der også ville have været meningsfyldte og givet mig masser af værdi i mit liv. Jeg ved godt, at der med ethvert valg, følger en masse fravalg. Men jeg vil ikke så gerne mindes om det. Jeg vil ikke mindes om, at der er så meget andet jeg kunne udleve. Jeg vil ikke mindes om at der måske er en anden lykke et andet sted.

En klog bekendt i det fjerne kommenterede:

Det vi ikke udlever går til spilde. Eller måske beriger det livet indirekte. Eller måske kommer det med os i vores næste liv. Eller måske er en måde at tackle det spørgsmål Pascal Mercier stiller at minde os selv om, at ved at vælge det vi udlever, vælger vi også hvad vi ikke udlever – og bemærker hvad det er.

Og det er jo netop det der er svært. Måske endda smertefuldt. At indse at vi vælger, hvad vi ikke udlever. Det kan være nok for mig til at vælge at undgå at indse det. På den anden side, det citatet gør ved mig er at det minder mig om, at der er så mange ting at vælge og blot at vælge nogle få af dem i sig selv er berigende.

---

At turde udforske sig selv

Et af de store spørgsmål der presser sig på, når vi er usikre, angste, depressive eller på andre måder har det svært er: hvem er jeg. Et stort rungende spørgsmålstegn inden i. Det er svært at rumme men det er også modigt at turde stille sig det spørgsmål.

For der er grund til at stille det. Tidligere fik vi defineret af vores omgivelser og især vores familie, hvem vi var. Du skal overtage fars firma – du er møbelsnedker. Du er så god ved mennesker – du skal være sygeplejerske. Du skal have dug på bordet og huske at skrive julekort til Moster Gerda.

Nu kan vi selv vælge, ikke bare om vi vil skrive julekort eller giftes men hvad vi vil tjene penge på. Hvad lige præcis meningen med vores liv er. Vi skal opfinde hvem vi er.

Nogle gange bliver det alt for uoverskueligt. Alle muligheder er åbne så hvad vil jeg egentlig? Hvad kan jeg? Kan jeg det, jeg gerne vil? Kan jeg overhovedet noget? Hvis jeg ikke kan det, hvad kan jeg så? Hvad vil jeg? Hvem er jeg overhovedet?

Når mulighederne står åbne, er der risiko for at blive overvældet. Og når vi bliver overvældet bliver vi usikre, angste, depressive. Eller vi overspiser, underspiser, drikker for meget – vi mister kontrollen. Eller gør måske i virkeligheden, hvad vi kan for at få kontrol. Når vi får fornemmelsen af at have kontrol over kroppen, har vi det godt – indtil vi mister den igen og atter står midt i et ædeflip, en tallerken med en ært på eller klirrende tomme flasker. Vi opnår kontrol og vi mister den igen.

Pludselig er det, det ens liv går ud på og vi magter ikke at komme ud over det. For hvis vi skal ud over det, kræver det at vi tager os rigtig god tid og sammen med andre finder ud af, hvem vi egentlig er.

Og hvad betyder det? At finde ud af hvem jeg er?

For mig at se betyder det flere ting. Det betyder at udforske en selv i forhold til andre og i forhold til mig selv. Hvad er svært for mig? Hvor trives jeg? Hvad får mig til at blomstre? Hvad suger al energi ud af mig? Hvordan har jeg det med at være tæt på andre? Hvordan har jeg det med at være adskilt? At finde ud af hvem jeg er indebærer at få formuleret hvad der er vigtigt for lige præcis mig – uanset hvad andre måtte mene om det. Når vi får formuleret det, får vi bedre fodfæste. Vi står sikrere på jorden og kan bedre tage sine egne skridt ud i verden. Vi kan bedre forholde os til fremtiden og får et klarere billede af, hvilken retning lige præcis jeg ønsker at tage

---

Mor tæt på – eller?

Tanker om mor-datter forhold….Uanset om vi vil det eller ej, er et af de mest intense forhold i livet forholdet til ens mor. Uanset om hun er tæt på, måske for tæt på, eller om hun er langt fra, måske alt for langt fra, så er det et forhold, som bringer følelser frem i os. Det er som om det sidder i os – den dobbelte fornemmelse fra vi var små børn af at elske hende over alt på jorden, at forgude hende og så samtidig at miste den fornemmelse og i stedet mærke vrede, irritation, måske noget der kommer tæt på had.

Med vores mor kan vi øve os på udtrykke vores følelser – men vi forventes også at gøre det på en hensigtsmæssig måde jo ældre vi bliver. Og det er svært. At udtrykke sine følelser hensigtsmæssigt. Så når vi ikke kan finde ud af det, er det hende det går ud over.

Tager vi et skridt om på den anden side, så er det mest intense forhold i livet utvivlsomt for mange forholdet til vores børn. Uanset om de er tæt på, måske for tæt på, eller om de er langt fra, måske alt for langt fra, så er det forhold, som bringer følelser frem i os. Det er som om det sidder i os – den dobbelte fornemmelse af at skulle være der for dem – deres trygge base og så samtidig give slip. Vise og lære dem at de er selvstændige væsner, der kan og skal leve deres eget liv. Det foregår på forskellige måder på forskellige tidspunkter i løbet af børnenes opvækst.

For mange er det aller sværeste i forholdet mellem mor og børn at lære på samme tid at være forbundet og adskilt. At kunne være helt tæt på hinanden og samtidig kunne være to helt separate væsner med forskellige værdier, holdninger, meninger og følelser. Det er en stor udfordring.

For nogle forløber den proces helt naturligt. Som en dans; så er vi sammen, så er vi ikke, så er vi tæt, så er vi hver for sig, du mener det, jeg mener noget andet. Men for rigtig mange forløber processen med store kluntede skridt, hvor vi spænder ben for os selv og hinanden og måske ovenikøbet falder nogle gange undervejs. Og tag ikke fejl. Det er en kluntet dans for både mor og barn.

Uanset om teenageoprøret kommer når barnet er 12, 18, 25 eller 35 år, så kommer det. Og det skal komme. Det er en naturlig del af den proces, hvorigennem begge parter oplever sig som adskilte – og samtidig forbundet. For mig at se må det mest smertelige være, når en af parterne ikke magter den proces og ender med at bryde kontakten for en kortere eller længere periode. Derfor er det for mig at se afgørende, at mor såvel som det unge eller voksne barn ser i øjnene, at de står midt i en svær proces og at begge tager sin del i sætte spot på hinandens forskelligheder – hvordan man kan være adskilte og samtidig hvordan hver i sær har lyst til at være forbundet – hvordan skal forholdets nærhed være?

Det kan virke som en bjergbestigning af karat – og det kan også være det er det – men spørgsmålet er om ophobningen af frustrationer, skænderier, konflikter, tårer og smertelige følelser ikke er et bjerg i sig selv. Og så er spørgsmålet – hvilket bjerg vil du helst bestige?

PS – dette kan også læses med far i stedet for mor. Eller kan det?

---

Tanker om man

I Danmark lærer vi vores børn at man må ikke gøre sådan og sådan. Man slår ikke, så gør man andre kede af det. Børn lærer at de nogle gange er en Johanne, nogle gange en du, nogle gange man og så er der også noget med at de andre siger jeg. Jeg tror Johanne er forvirret. Hvem er man? Hvorfor lærer vi børn at reflektere over man’s handlinger og ikke deres egne? Det har store konsekvenser. Læn dig bare tilbage og se ethvert tv program der handler om følelser. Lige så snart interviewofret skal redegøre for sine følelser, slår de over i man.

Altså jeg gik bare helt fredeligt på gaden og pludselig så jeg nogle hætteklædte fyre der slog på en forsvarsløs mand. Hvad følte du i situationen? Altså man bliver jo bange. Det er ligesom om man går helt i sort.

Jeg fralægger mig mine følelser. Jeg blev ikke nødvendigvis bange, man blev bange. Naturligvis. Ved at bruge man bruger jeg en kollektiv anerkendelse af at selvfølgelig blev jeg bange, det ville alle og enhver gøre.

Mit spørgsmål er; hvad sker det med det unikke jeg? Hvad sker det med mig, når jeg går der på gaden og ser en mand blive slået ned? Hvad betyder det for mig? Jeg er bange. Jeg føler mig truet. Hvad kan der ske med mig? Jeg er blevet overvældet af livets uforudsigelighed og ved at gøre jeg til man behøver jeg ikke at reflektere nærmere over, hvad det faktisk betyder for mig. Jeg kan dække mig ind under at jeg bare følte det man ville føle og behøver ikke gå nærmere ind på den angst der kan ramme mig, når jeg virkelig tænker efter hvad den usikkerhed som episoden efterlader mig med betyder. Det er vigtigt at kunne – og ikke mindst i et interview med en journalist og en verden af tv-kiggere “man” ikke kender. Men hvis det går hen og bliver hverdag at jeg bruger “man” for ikke af blotlægge mine helt egne følelser, så kan det være knap så hensigtsmæssigt.

En af de karakteristiske ting ved vores eksistens er at vi er unikke. Når jeg siger jeg, så lægger jeg vægt på at jeg er unik, ikke bare i forhold til, hvor jeg er og mit syn på livet men i forhold til hele min væren. Den måde er jeg i verden på er min helt egen. Jeg kan ikke erstattes med en anden. Jeg er ikke man. Det vidner om at jeg erkender min egen eksistens og reflekterer over den. Og det er lige præcis det som er unikt ved at være menneske. Vi adskiller os fra dyr ved at kan se os selv som seperate fra andre væsner og reflektere over hvem vi er og hvad vi vil her i livet.

At eksistere betyder ”at træde” frem. Jeg træder frem af ingenting, jeg træder frem i verden i al min unikhed. Eller jeg kan vælge at lade mig opsluge af hvad andre gør, af andres krav og forventninger og derfor lade andre diktere mit liv. Det ender med at føles som om jeg ikke selv er ansvarlig for mit liv. Men at eksistere er ikke bare at være. Det er at stå overfor et valg om hvordan jeg vil være.

---

Kompleksitet, detox og kaos

Det er en blog om kompleksitet. Bare det at skrive ordet eller sige det kræver en indsats. Komplek…det lyder så stort og bastant. Og svært. Jeg har lyst til at stå af allerede her. Det er alt for komplekst. Giv mig noget mere simplet. Noget jeg kan overskue.

Er det ikke lige præcist det, der er problemet. Vi kan ikke overskue når noget er for komplekst, så vil vi hellere tage opvasken. Når jeg ved at der er store sager jeg burde tage stilling til, så pludselig begynder jeg at undersøge, hvordan jeg måske skulle på en detoxkur for virkelig at starte på en frisk. Og så er det vist også tid til at skrotte sukkeret helt, og gluten og mælk.

Måske kender du det? Pludselig bruger du aften efter aften på at sætte dig ind i ernæringsrigtige kornarter og soyaholdige opskrifter i stedet for at søge et nyt job. Se lige hvad der skete. Du står overfor en situation fuld af kompleksitet: jeg er ikke glad for mit job, jeg vil gerne have et nyt, i virkeligheden er jeg træt af min branche og ville gerne noget helt andet, i virkeligheden har jeg altid gerne villet være glaspuster men så gik jeg igang med en bankuddannelse. Detox kur bliver svaret.

Inden jeg ser mig om har jeg glemt alt om detox og kastet mig ud i at afsøge en hel videnskab om ernæring. Som også er kompleks. Vi kan ikke undgå kompleksitet. Alligevel tror vi hele tiden at vi undgår det. Midt i min detox rus, tror jeg jeg har undveget det kaos det er at kaste sig ud i overvejelser om karriere skift og i stedet befinder jeg mig i et nyt kaos. Inden jeg ser mig om er jeg fuld af kaotiske tanker om min vægt, min appelsinhud, min manglende motion, det er også for dårligt, jeg burde også, hvorfor mon jeg har så svært ved at tage mig sammen, jeg må hellere, da jeg var yngre var det ikke noget problem. Og så videre.

Nogen gange er det bare nemmere at forholde sig til kroppen end til det der utydelige flimmer af mening, relationer, drømme, forestillinger og realiteter. Vi tror vi kan kontrollere kroppen og derfor også få en fornemmelse af kontrol over livet. Men det kan vi ikke og det gør os angste.

Vi forsøger at gøre livet og verden mere simpel; lev i nuet, yoga og meditation, selvudviklings-branchen skorter ikke på tilbud til at gøre verden mere simpel. Og det virker. Kroppen får det bedre og vi får dulmet angsten, fordi vi får et bestemt fokus. En bestemt optik på verden. Det kan være det er svaret i en periode, men lur mig om det er nok. Hvad med at prøve med en optik, der prøver at acceptere at vores verden er kaotisk, uforudsigelig, usikker. Vi kan lade som om den ikke er, men i bund og grund er det lige hvad den er. Og vi ved det. Mit bud er at angsten bliver nemmere at leve med – men glem ikke yogaen!